Genetiske data giver en dybere forståelse af komplekse sygdomme
: 18.06.2025

Genetiske data giver en dybere forståelse af komplekse sygdomme
: 18.06.2025

Genetiske data giver en dybere forståelse af komplekse sygdomme
: 18.06.2025
: 18.06.2025
Af Louise Karin Hansen og Susanne Clement Justesen, AAU Kommunikation og Public Affairs.
Foto: Lars Horn, Baghuset. Grafik: Søren Emil Søe Degn, AAU Kommunikation og Public Affairs.
Adjunkt Anne Krogh Nøhr, Klinisk Institut, er blandt de udvalgte til Aalborg Universitets talentprogram ”AAU Excellence”, som er målrettet ambitiøse forskere i begyndelsen af deres karriere. Hendes speciale er integrering af genetiske data med kliniske data for at udvikle personlige prædiktionsmodeller.
"Kombinationen af genetiske data med andre typer, såsom registerdata, giver os mulighed for at opnå en dybere forståelse af komplekse sygdomme og udvikle personlige strategier for screening og behandling," siger Anne Krogh Nøhr.
Anne Krogh Nøhrs forskning fokuserer især på at forbedre screeningsstrategier for sygdomme som tarmkræft og på at styrke forebyggende tiltag mod tilstande som slagtilfælde og hjertesvigt hos patienter med atrieflimren.
"Ved at integrere genetiske og kliniske risikofaktorer kan vi bedre forudsige og forstå disse tilstande," forklarer hun.
I en tid, hvor forekomsten af komplekse sygdomme som kræft og hjerte-kar-sygdomme er stigende, er hendes forskning meget aktuel.
"Personlige strategier for screening og behandling kan reducere omkostninger, forbedre resultater, styrke forebyggelsen og mindske det samlede pres på sundhedsvæsenet," tilføjer hun.
For Anne Krogh Nøhr er det en stor ære og en vigtig milepæl i hendes karriere, at blive udvalgt til AAU Excellence. Hun ser frem til at udvikle sine forskningsledelseskompetencer og igangsætte et pilotprojekt, der på sigt kan udvikle sig til et større forskningsprojekt.
"Jeg håber at opnå en bred vifte af kompetencer, styrke min videnskabelige profil og udvide mit netværk. Det vil hjælpe mig med at nå mine langsigtede karrieremål," siger hun.
Anne Krogh Nøhr har en baggrund i biomedicinsk ingeniørvidenskab fra Aalborg Universitet. Hun arbejdede et år som data scientist i den private sektor, inden hun gennemførte en industriel ph.d. hos Lundbeck og Københavns Universitet. Hun er i øjeblikket tilknyttet Center for Klinisk Data Science (CLINDA) ved Institut for Klinisk Medicin – et center dedikeret til at bygge bro mellem klinisk praksis og datavidenskab.