Home

Ny vicedirektør for AAU Kommunikation og Public Affairs

: 01.07.2025

Den nye vicedirektør for AAU Kommunikation og Public Affairs bliver Louise Puck, som kommer fra flere lederjobs i DR og senest har stået i spidsen for kommunikation i Danmarks Naturfredningsforening.

Af AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Privat

Universitetsdirektør Søren Lind Christiansen ser meget frem til samarbejdet med Louise Puck. 

”Hun har et stærkt blik for den strategiske kommunikation og er med sin fine ledelsesmæssige baggrund klar til opgaven med at lede afdelingen. Jeg er sikker på, at hun kan være med til både at udvikle og implementere universitetets strategiske indsatser på kommunikationsområdet i samarbejde med resten af organisationen,” siger universitetsdirektør Søren Lind Christiansen.

Louise Puck har de seneste fem år været afdelingschef for Kommunikation og Fundraising i Danmarks Naturfredningsforening. Hun har tidligere været ansat i DR Nyheder, hvor hun blandt andet har været ledende redaktør på Deadline og redaktionschef for Radioavisen og P1 Morgen. 

Vil gøre AAU's stemme endnu tydligere

Louise Puck glæder sig og lægger vægt på, at Aalborg Universitet udmærker sig ved at være et moderne og nytænkende universitet med en enestående kombination af forskning, viden og samfundsansvar. 

”AAU’s tværfaglige og samarbejdende tilgang til konkrete og komplekse problemer har aldrig været mere relevant, og med den klare strategiske retning kan AAU spille en endnu mere central samfundsrolle de kommende år. Det glæder jeg mig meget til at bidrage til ved at gøre AAU’s stemme endnu tydeligere og dermed styrke relationen til beslutningstagere, samarbejdspartnere og offentlighed," siger den nye vicedirektør, som tiltræder den 12. august.

Louise Puck bor på Nørrebro i København sammen med sine to døtre. Fritiden bruges enten i byen eller i sommerhuset i Odsherred og helst med en god stak bøger. 

Læs også